Bogstak og solbriller på en tropisk strand

Boganbefalinger, juli

01.07.21
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Jeg havde hørt godt om denne roman på sociale medier, så da den dukkede op på biblioteket, vidste jeg, at jeg måtte læse den. Bogen handler om 12-årige Edward, der overlever et forfærdeligt flystyrt, hvor han mister begge forældre og sin storebror. Vi følger Edwards opvækst efter ulykken, hvor han flytter ind hos sin moster og onkel, og gradvist lærer at bearbejde og leve med sorgen. Sideløbende klipper bogen ind i flyet i timerne, minutterne, inden flyet styrter, og vi stifter bekendtskab med mange af de skæbner, der omgav Edward i flyet på den skæbnesvangre dag.

Jeg var meget spændt på, hvor hård denne her bog ville være at læse, men selvom den på alle mulige måder er gennemvædet af sorgen og tabet, så skinner små lyspunkter igennem siderne, der skaber vigtig kontrast til alt det svære. Jeg var især bange for, at kapitlerne, der foregår i flyet, ville blive barsk læsning, og det er de bestemt også. Man får karaktererne ind under huden med den bevidsthed, at deres timer er talte, og hver eneste gang en karakter drømmer om fremtiden, giver det et sug i maven. 

Alt i alt er Kære Edward et barskt men godt bogbekendtskab om sorg, familie, kærlighed og det at vokse op.  

/ Signe

Dette er en rigtig chick lit bog. Den har to meget forskellige hovedpersoner; Grace og Audrey. De er sindssygt godt beskrevet og man kommer hurtigt til at heppe på de to kvinder. Det er en historie, som rummer mange følelser, og som sætter sig i en.

Der er virkelig mange lag i bogen og den er bestemt ikke kedelig – langtfra. Der er sjov, sød og man venter spændt på at nå de sidste sider for at se hvordan den ender. 

/ Jette

Dette er en bog, jeg vil kategorisere bogen inden for subgenren ”cozy-mysteries” eller hyggekrimier. Det er ikke nær så blodigt som andre krimier, ofte foregå genre i små byer og har gerne en ældre dame i hovedrollen.

Bogens tempo er stille og roligt, jeg var særligt vild med karakterne, som er en tand karikeret, men jeg tro alle vi er støt på en Ruth – som lider af alle sygdomme i verden hele verden. Eller Else som elsker at synge, men ikke har en tone i livet. Og så er der Anne-Maj, vores hovedperson – Åh Anne-Maj! Hun har alle følelserne ud på tøjet, kan bedste lide når alt er i orden og organiseret og hende rivalisering med Else om Bogområdet i Genbrugsen er bare virkelig sjovt.

/ Iben Marie

Jeg har sjældent læst en bog, der var så spændende og desværre nok meget tæt på virkeligheden for mange migranter, der forlader deres land – ikke for at lukrere på levevilkårene i andre velstillede lande, men simpelthen fordi de ikke har andre muligheder.  Pludselig fik jeg  fornemmelsen af, at  det kunne være mig, der var havnet i sådan en situation – et voldsomt mareridt! Tænk sig at være på flugt, være desperat og gang på gang møde lukkede døre og korrupte og kriminelle folk – også blandt de andre flygtende. Fantastisk og gribende bog.

/ Karin