Hent det nye sæsonprogram

Efter et succesfuldt forår fordobler Vesthimmerlands Biblioteker næsten antallet af arrangementer i det nye sæsonprogram, som netop er landet på biblioteket.

Efter et velbesøgt forår med flere udsolgte arrangementer har Vesthimmerlands Biblioteket valgt at forøge udbuddet af arrangementer fra 27 i foråret til 46 i efteråret. Glæd dig til at gå på opdagelse i sæsonprogrammet, som byder på alt lige fra foredrag, film, guidede gåture, koncerter, kemishow, spøgelsestunnel, escaperoom til eksotiske dyr. Så skynd dig forbi dit bibliotek og snup et sæsonprogram.

Spændende arrangementer for enhver smag

Du kan blandt andet tage en tur ned ad Memory Lane med Beatles-koncerterne fremført af Kulturskolens lærerband, opleve en levendegørelse af historien om Afvigernes ø gennem bogforedrag og besøg i det ellers lukkede magasin på Vesthimmerlands Museum samt skraldgrine af Sallys far som er pinlig i de populære billedbøger af Thomas Brunstrøm.

Biblioteksleder Finn Christiansen uddyber; ”Vesthimmerlands Biblioteker er meget taknemmelige for det flotte fremmøde til arrangementerne i foråret. Den store opbakning fra vesthimmerlændingene giver grobund for, at vi kan skabe flere oplevelser, som imødekommer forskellige interesser, ønsker og målgrupper.” 

Hent et eksemplar på biblioteket, eller klik her for at se efterårets sæsonprogram 2023