#ForbudteBøger 2026
For anden gang deltager vi i kampagnen #ForbudteBøger, der sætter fokus på censur, bogforbud, ytringsfrihed, demokrati og deltagelse.
Af Johanne Bisgaard
Hvert år vokser antallet af censurerede bøger. Titel efter titel fjernes og gemmes væk, fordi de for eksempel handler om seksuelle minoriteter eller afroamerikansk historie. Problemet er især stort i USA, hvor hele 23.000 bøger er blevet fjernet fra skolerne siden 2021.
Herhjemme oplever forfattere og biblioteker også et øget pres i forhold til, hvad der er acceptabelt at skrive og formidle.
#ForbudteBøgerer en landsdækkende kampagne, der sætter gang i samtalen om vigtigheden af fri adgang til information og kultur. Er det okay, at andre begrænser, hvad vi må læse og vide? Kampagnen finder sted i uge 41 og dækker både litteratur for børn, unge og voksne, så der er noget for alle at dykke ned i.
På vores biblioteker finder du fra uge 41 udstillinger med bøger, der er forbudte rundt omkring i verden. Vi vedlægger bogmærker, så du kan læse om, hvor og hvorfor bogen er forbudt.
Vidste du for eksempel, at Harry Potter-serien har været anklaget for at opfordre til satanisme og er blevet fjernet fra flere amerikanske skoler samt fra en religiøs skole i Sverige? Eller at E.L. James' bestseller-trilogi Fifty Shades of Grey pga. skildringen af sex og sadomasochisme er forbudt i alle muslimske lande samt områder i f.eks. USA og Brasilien?
Læs en forbudt bog og vær med til at fejre ytringsfriheden!