Canada kigger til Vesthimmerland for inspiration

02.07.19
Bibliotekarer fra Nova Scotia krydser Atlanten for at lade sig inspirere af Vesthimmerlands Biblioteker

I de seneste årti har borgere i Vesthimmerland kunne bruge biblioteket uden for den betjente åbningstid. De selvbetjente biblioteker har været så stor en succes, at en gruppe canadiske bibliotekarer nu er taget helt til Vesthimmerland for at hente inspiration til Nova Scotias kommende åbne biblioteker.

I sidste uge havde Vesthimmerland besøg af tre bibliotekarer fra Eastern Counties Regional Library. Bibliotekschef Laura Emery, souschef Trish McCormick og projektleder Dana Thomas var på besøg på alle fire vesthimmerlandske biblioteker, hvor de med egne øjne kunne se, hvordan man bruger selvbetjening på biblioteket.

Stor begejstring fra Canada

”Man indlæser sit lånerkort, døren går op, og så har man adgang til biblioteket fra morgen til aften, er det ikke bare nemt?” siger Laura Emery.

Hun er især imponeret over, hvor godt lånerne i Vesthimmerland passer på bibliotekerne – også når der ikke er personale til stede. Laura kunne desuden fortælle, at de som en uventet overraskelse kunne finde inspiration i biblioteksdesignet på Vesthimmerlands Biblioteker.

”Hver del af biblioteket er nøje overvejet, og de implementerede løsninger – alt fra skiltning til udstillinger – var både effektive og attraktive. Det betyder at brugen af biblioteket både er let og inspirerende for bibliotekets brugere, selv uden for de bemandede åbningstider. Det er den slags oplevelse af biblioteket, som vi ønsker for vores brugere”, uddyber Laura Emery.

Bibliotekschef Bo Jacobsen har kunnet hjælpe de canadiske bibliotekarer med gode råd til at sætte gang i projektet og håber, at canadierne tager godt imod det selvbetjente bibliotek, når det første af slagsen åbner i Nova Scotia sidst på året. 

Vesthimmerlands Biblioteker var et af de første biblioteker i Danmark, som indførte selvbetjening, og i dag har alle over 15 år adgang til biblioteket hver dag fra kl.7-22.