Personalet anbefaler

Boganbefalinger, marts

01.03.18
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned.
 

Vindens navn af Patrick Rothfuss, 2008

Vindens navn af Patrick Rothfuss, 2008

Fantasy. Til Syvmilekroen kommer kronikøren en aften, og han får den mystiske kromands historie fra ekstraordinært begavet gøglerbarn til forældreløst gadebarn og til den legendariske arkanist Kvothe på jagt efter hævn over hans forældres mordere, de uhyggelige Chandrianere. 

Fantasy roman der nok mere er til voksne, end til børn. I hvert fald er det flere år siden, jeg på samme måde er blevet fuldstændigt optaget af ”et eventyr”. Bøgerne (for der er flere i serien) bliver fortalt af hovedpersonen Kvothe, der er en god portion helt, men også noget af en antihelt. Det er en utroligt medrivende historie, i et helt fantastisk og unik univers, der er på højde med Tolkiens. Helt specielt og veludtænkt er det ”magiske univers”.
Der er ingen tvivl om, at forfatteren Patrick Rothfuss har fat i den lange ende, når det gælder fantasy. Desværre lider han lidt under R. R. Martin forbandelsen - og kan ikke rigtigt blive færdig med næste bind i serien. Det skal også nævnes, at det kun er det første bind i serien der pt er oversat til dansk (dog i to bøger).

/ Peter

 

Hva' så nu? af Geo, 2017

Hva' så nu? af Geo, 2017

Med humor fortæller komikeren Geo (f. 1975) om de første fem år efter han blev raskmeldt efter testikel- og lungekræft. Om op- og nedture, kriser og kærlighed, om angsten for kontroldatoer og den evige frygt for at kræften kommer igen.

Jeg har aldrig været typen, der har opsøgt sørgelige film eller historier, og set frem til at græde mig gennem sider. Derfor var det også kun fordi den er skrevet af komikeren Geo, at jeg tog en kræft-historie ned fra hylden og begyndte at læse. Med sin nede-på-jorden skrivestil, sjove bemærkninger, og en umiddelbar ærlighed, giver han os indblik i de hårde tider og tanker – men ikke i en kvælende elendighedstale. Læs den! (men læs lige hans første bog først).

/ Randi

 

Indigo af Vita Andersen, 2017

Indigo af Vita Andersen, 2017

Selvbiografisk roman om pigen Vita, der vokser op i København i 1940'erne og 1950'erne som barn af en enlig mor, der er psykisk ustabil. Igen og igen bliver hun svigtet af moderen og må i lange perioder bo på børnehjem, hos familiemedlemmer eller tilfældige mennesker.

Det er et stykke tiden siden, jeg har læst så gribende en bog.  Det er en bog, der bygger forfatterens egen barndom, der er så meget svigt og savn i den.  Hovedpersonen udsættes for så meget, og når der endelig er kærlighed og varme, forsvinder det uden grund.
Jeg tænkte på Tove Ditlevsens ”Man gjorde et barn fortræd”, følelserne og lokaliteten er meget lig hinanden. Samtidig har jeg lyst til at genlæse ”Hold kæft og vær smuk”.  Jeg har fået så meget ud af Indigo – fantastisk skrevet af en nu 74 årig forfatter – det er så stærkt. Den får min allerbedste anbefaling.

/ Karin

 

Sødbitter af Stephanie Danler, 2017

Sødbitter af Stephanie Danler, 2017

Sex, stoffer og gourmet. Det hektiske og rå liv backstage i restaurationsbranchen i New York, hvor Tess må arbejde sig op fra bunden. De to erfarne tjenere, Simone og Jake vækker hendes appetit på både mad, vin og sex.

En bog man ikke kan lægge fra sig. Man følger Tess, der som helt ung flytter til New York og får arbejde på en populær restaurant. Vi følger Tess’s oplæring, hvordan hun lærer at smage forskel på de forskellige østers-typer, vinens druesorter, de forskellige fiskearter og hvordan smagen af søpindsvin, ansjoser, parmesan og velhængt oksekød tilsammen udgør smagen Umami. Tess lærer hakkeordenen og jargonen i restauranten og hvordan hun ”læser” de forskellige kunder. Det er også en bog, hvor man hører om branchens bagside, om stoffer, druk, udnyttelse og ikke mindst om kærlighedens uransagelige veje. Bogen er smuk og grim på samme tid.

/ Pernille H