Boganbefalinger, november

01.11.18
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned.

 

Bogen om Baltimore-familien af Joël Dicker, 2016

Marcus' egen middelklassefamilie er ikke nær så tiltrækkende som onklens familie i Baltimore - velhavende, overskudsagtig og med plads til Marcus. Sammen med sine fætre er han lykkelig som en del af den tætte, uovervindelige Goldman-trio. Intet kan gå galt

Man kan vel næsten kalde bogen for en slægtsroman, for den handler om de to Goldman-familier. Middelklassefamilien fra New Jersey og den velhavende fra Baltimore. Den handler om de 3 fætre Marcus, Hillel og Woody, der sammen kalder sig Goldman-banden. De tilbringer alle deres ferier i Hillels families sommerhus i The Hamptons. Alle tre er forelsket i den samme pige, nabopigen Alexandra, der drømmer om at blive popstjerne og som har en lillebror, Scott, med cystisk fibrose. Vi følger fætrenes skolegang på forskellige skoler. Marcus der går i almindelig skole i New Jersey, Hillel der er super intelligent, hvilket giver ham udfordringer i skolen, placeres på en specialskole og Woody, der har talent for american football, hvilket sikrer ham en plads på holdet på den lokale privatskole. Vi hører om et tæt venskab mellem 3 meget forskellige drenge. Vi hører om den store forelskelse i den samme pige og den medfølgende jalousi. Vi hører om 3 drenge der på fantastisk vis får givet den svage og sygdomsramte Scott et næsten normalt drenge-liv – på deres egen skæve måde (de kører ham rundt i en trillebør). Venskabet slutter med en tragedie – eller ved nærmere eftertanke to tragedier og historien fortælles af Marcus otte år efter. Han er som voksen blevet forfatter og vil skrive en roman om sin familie.

/ Pernille H

 

 Tetid for damer med traditionel figur af Alexander McCall Smith, 2010

Tetid for damer med traditionel figur af Alexander McCall Smith, 2010

Krimi. De to damedetektiver kommer på en næsten umulig opgave, da de skal løse et problem for ejeren af fodboldholdet Kalahari Sweepers. Men gode menneskekundskaber kan også bruges på en - for kvinderne - ukendt sportsgren og en ambitiøs ejer

Den tiende bog i serien om Precious Ramotswe og Damernes detektivbureau nr. 1. Bogen findes på bibliotekets krimihylde, men hvis man forventer bestialske mord og bloddryppende spænding, bliver man overrasket. 
Her er tale om en rigtig hyggelig krimi, hvor detektiven Mma Ramotswe ved hjælp af logik, menneskekendskab og masser af te skal løse mysteriet om, hvorfor det lokale fodboldhold pludselig taber alle sine kampe. Historien lunter langsom fremad og fortæller undervejs om det fredelige Botswana, om mænd og kvinder og ikke mindst Mma Ramotswes tanker om de mennesker, hun møder. Især samtalerne mellem historiens par fik mig flere gange til at grine højt. En hjertevarm historie der kan anbefales som let og hyggelig sommerlæsning. Den første bog i serien er i øvrigt filmatiseret – og kan også lånes på biblioteket. 


/ Annesophie

 

Havblik af Kristin Marja Baldursdóttir, 2017

Havblik af Kristin Marja Baldursdóttir, 2017

Flora er omkring de 60 år, hun bor i Reykjavik, hun har fornylig mistet sit job og før det er hun blevet skilt fra sin mand. Hun kæmper med ensomhed og depression og har haft selvmordstanker

Endnu en dejlig bog fra Kristin, denne gang om at finde kærlighed og venskab i en sen alder og ikke mindst om at finde sig selv.
Den fraskilte Flora nærmer sig de 60 år, da hun en dag bliver fyret fra sit job. Flora mister gnisten og har svært ved at finde en mening med livet, indtil den dag sønnen får hende overtalt til at flytte til en lille fiskerbygd. Organisten i den lille by får snart brug for Floras kompetencer, da der på fiskefabrikken arbejder tre udenlandske kvinder, som alle skal lære at synge på islandsk.
Flora involverer sig hurtig i kvindernes liv, og hun tager snart del i ansvaret for deres fremtid.
En dejlig roman til efterårets læsning, her er både hygge og humor, men også alvor og ikke mindst selvironi. Beskrivelserne af det islandske folk og den fantastiske natur kan får enhver til at planlægge næste ferierejse til Island.

/ Susanna

 

Den røde adressebog af Sofia Lundberg, 2018

98-årige Doris, som ved at hendes liv lakker mod enden, nedskriver sine erindringer om de mange nu overstregede navne i sin adressebog

Yderst velskrevet, smuk og rørende bog, der på én og samme tid hylder livet og dets mange spændende oplevelser og mennesker, men også skildrer ensomheden, frygten og ikke mindst, døden.  Doris er en betagende fortæller - både som ung, men absolut også som gammel - hun har haft et langt og hårdt liv med både glædelige stunder og det værst tænkelige. Hun gik lige i hjertet på mig, og på trods af alle de tårer jeg fældede, er det en feelgood-historie.

/ Iben