Personalebilleder i sort/hvid, fra venstre til højre: Lisbeth, Iben Marie og Marie

Personalet anbefaler, februar

01.02.23
Se hvad personalet har læst og anbefaler denne måned

Forfatteren Alice Oseman tager verden med storm i øjeblikket med deres graphic novel serie Heartstopper som også er filmatiseret på Netflix - Men ud over det, udgiver de også romaner.

Radio Silence er deres anden roman. Den følger Frances, der helt tilfældigt møder den generte Aled, som står bag hendes absolut yndlingspodcast, og da hun får mulighed for at medvirke til at producere podcasten, oplever hun ægte venskab og en helt ny frihed til at være sig selv.

Det som Oseman virkelig kan er at skrive fantastiske unge karakterer. Man kan læse næsten tre kapitler, hvor bogens unge drikker sig fulde på en mark, og selv hvis der ikke sker så meget, så er der fanget en utrolig universel ungdomsoplevelse og det er stadigvæk spændende på en helt anden måde.

Osemans bøger handler om venskab og at finde sig selv, og de har et fantastik blik ind i en ny ungdomsgeneration som kan virke meget langt fra de tidligere, selvom der også er mange ting som altid vil være det samme.

/ Iben Marie
 

Netop som Vilma er gået ind i teenage årene, får hendes mor konstateret uhelbredeligt kræft. Vilma bor alene med sin mor men har heldigvis sin far tæt på. Bogen fortæller, hvordan Vilma oplever som ung at være tæt på sin syge mor. Vi hører om alle de oplevelser og følelser, der på godt og ondt er i Vilmas ungdomsliv, hvor hun skal takle det at være teenager med det at skulle være en hjælp for sin syge mor, indtil moren dør 5 år efter.

Bogen er skrevet med meget korte kapitler, herudover er der dagbogsudsnit og gengivelser af samtaler med psykologen. Men også små ”nu” afsnit, hvor Vilma reflekterer over tiden efter sygdomsperioden. Når man først vænner sig til strukturen i bogen, afspejler den det tumultariske liv dette unge menneske lever. Vilma er i bogen både en stærk men også en skrøbelig person.
  
Bogen er autofiktion, altså forfatteren Vilmas egne oplevelser i hendes ungdomsår med en syg og døende mor men skrevet som en roman. Selv om bogen er skrevet af et ungt menneske og på biblioteket står som en ungdomsbog, kan den sagtens læses af både unge og voksne. Bogen gik lige ind i mig som mor til unge mennesker. Selv om vi ikke står med samme problematikker, så kan man nemt relatere til dem. Og bogen vil sikkert også kunne bruges som udgangspunkt for unge og voksne med netop dette emne i deres liv.

Bogen kan desuden lånes på ereolen både som ebog og lydbog. Forfatteren har selv indlæst bogen som lydbog, hvilket blot øgede det intense indtryk, bogen gav mig.

/ Lisbeth

Jeg har lyttet til ”Dit selvhelbredende sind – introduktion til din medfødte sundhed” af Mette Louise Holland. Den ligger på ereolen.dk både som lydbog og e-bog.

Jeg kan varmt anbefale den, den giver en god forståelse af, hvordan vores tanker påvirker vores følelser og dermed vores oplevelser af de ting, der sker i vores liv. Der ligger ikke noget stort arbejde foran én, for at få glæde af principperne fra bogen. Man får en opmærksomhed på, hvordan vores tanker skaber vores oplevelser, og en forståelse af, at tanker kommer og går, og at det er, som det skal være. Hvis man er træt, kan man nemt få uhjælpsomme tanker. Så kan man bare tage den lidt med ro og se, om ikke der kommer andre tanker i morgen.

/ Marie