anbefalinger_september_2018.jpg

Boganbefalinger, september

03.09.18
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned.

 

 

En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard, 2018

En dag vil vi grine af det af Thomas Korsgaard, 2018

Da Tues mor får tildelt en stor erstatningssum, tror hele familien af nu vil livet ude på landet blive bedre. Desværre skal der mere til for at få den dysfunktionelle familie på rette spor, og Tue opdager at der findes en verden udenfor den lille by hvor han er vokset op

Fortsættelsen til ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. Det er to selvstændige romaner og bøgerne kan læses hver for sig, men jeg kan kun anbefale, at man læser dem begge (i kronologisk rækkefølge)… ellers snyder man absolut sig selv. Det er socialrealisme så det basker, og endnu en kærkommen stemme til alt det, vi ikke snakker for højt om! Til alt det beskidte og pinlige, som normalt gemmes væk.
”En dag vil vi grine af det” er om muligt endnu mere brysk, voldelig og tå krummende i sin skildring af en familie i opløsning end forgængeren. Konflikterne er tiltagende og mere udtalte, dialogerne barskere og mere tragiske. Afstanden mellem børn og voksne markant værre, og nærhed er nærmest ikke-eksisterende. I bogen følger vi Tue fra han er 17 år, og Tues mantra synes at være: “Det er ikke en god ide at lukke for mange mennesker ind i sit liv, når man ikke selv er tilfreds med det”.  Det er fantastisk også at følge en ung forfatters udvikling gennem disse to bøger og i denne bog, er det som Thomas Korsgaard lige viser os et lag dybere (ikke at det bliver kønnere) hos nogle af personlighederne, hvor tilliden mellem dem, er ligeså bundrådden som gulvbrædderne på svalegangen.  

/ Mette DJ

 

Det andet ansigt af Mari Jungstedt, 2018

Krimi. På Gotland findes en populær kunstner død efter noget, der ligner en sexleg, men det er planlagt mord. Kriminalkommissær Anders Knutas efterforsker sagen, samtidig med at han har knas med kærligheden. Inden Knutas ser sig om, er han og pressen kommet for tæt på morderen, som er farlig og slår fra sig.

Jeg har læst de 12. foregående, og selvom jeg synes nr. 12 ikke var så godt skrevet som de andre, så hev jeg straks den her ned fra hylden. Jungstedt skriver i et let og ubesværet sprog, så man kan fokusere på handlingen frem for forfatterens ønske om at vise sin overlegne sprogbrug. 
P.S hvis du ser den som Brandvarm 14. dags lån, så hold dig ikke tilbage. Jeg lover dig at du har slugt den på under 5!

/ Randi

 

Hvor er stjernerne når det er lyst af Lisbet Lundquist, 2018

Skuespilleren Lisbet Lundquist (f. 1943) fortæller om sit liv fra den spæde barndom og frem. Hun fortæller om sin opvækst i 1940'erne, den første kærlighed, og hvordan hun blev "opdaget" som model, hvilket førte til en karriere i teater-, tv- og filmbranchen. Hun fortæller også om sine mange berømte bekendtskaber, sine mænd, og sin karriere.

I denne biografi tager Lisbet Lundquist læseren med til barndommens gade, som for Lisbets vedkommende var Kastanievej i Holte. Her voksede hun op i et kulturradikalt hjem som ældste datter, af Frank Lundquist, der var professor i biokemi, og Ida Lundquist, som var hjemmegående husmor, og samtidig en stor politisk begavelse og skribent. Begge forældre var dybt engageret i deres arbejde og hinanden, og Lisbet og de to små brødre følte sig tit overset. 
Bogen er et tidsbillede over hendes barndom, ungdom og tidlige voksenliv fra 1940`erne og frem til 1980`erne.
Vi møder Lisbet som spædbarn, hvor hun bliver passet af mosteren Elin Herning, en moster, der får en central rolle i Lisbets liv og opvækst. Senere præsenteres vi for skoleveninderne, der alle er med på sjov og ballade sammen med Lisbeth. Fester og drenge, de første kys og forelskelser, og ikke mindst læser vi om ægteskaberne, først med skuespilleren Peter Steen og senere entertaineren Eddie Skoller, alt er både vittigt og til tider hudløst skildret.
Bogen er opdelt i små kapitler med sjove og ofte dobbelttydige overskrifter, der vækker nysgerighed – bogen kan fint læses i småbidder.
På trods af min egen opvækst og ungdom fandt sted i en anden tidsperiode end Lisbeths, har jeg kunne genkende mig selv i mange af barndomserindringerne, skoletiden og ungdomsforelskelserne.
Jeg er ikke den store biografilæser, men ”Hvor er stjernerne når det er lyst”, har underholdt og fascineret mig.
Så har man lyst til at møde en forrygende og spændende  kvinde fra dansk teater og film – så læs bogen.

/ Susanna

 

Bjørnen af Katrine Marie Guldager, 2018

Vibse, gymnasielærer i 50'erne, fyret fra gymnasiet pga. samarbejdsproblemer, datteren er flyttet og ægtemanden er en idiot. Hun flygter til deres hus i Sverige, og kommer under en snestorm til at stå ansigt til ansigt med sin indre frygt og vrede

Vibse er træt af det hele! Hun er lige blevet fyret fra sit arbejde som skolelærer, men kan ikke få det sagt til sin mand Bent. Han er altid åh så ih så forstående og hun har mere brug for én hun kan være vred og skuffet sammen med. Vibse og Bents datter er på vej til at flytte hjemmefra, hvilket Vibse næsten ikke kan overskue – hun er ikke færdig med at være mor til sin ”lille datter”. 
I desperation pakker Vibse en kuffert og kører til Sverige, hvor familien har en hytte i et afsides liggende skovområde. Skæbnen vil, at der kommer en voldsom snestorm, strømmen går, hun er bange og desperat – og går ud i snestormen. Her møder hun sin angst, i skikkelse af en stor brun bjørn, får grædt ud, prøver hvordan det er at fryse og sulte og for alvor være alene – det får sat tingene lidt i perspektiv.
Jeg vil anbefale at man er to, der læser bogen, for den rummer mange spændende scener, som det vil være dejligt at kunne snakke om og fortolke. Man kan f.eks. spørge om, hvorfor hun kalder sin mand for Bent, når han i virkeligheden hedder Lars!

/ Pernille H