Sort/hvid fotos af bibliotekarerne Elin, Karin og Marie

Boganbefalinger, oktober

03.10.22
Se hvad personalet har læst og anbefaler denne måned

En roman om en sygeplejerske på et børnehospital. Det lyder jo på en måde ganske enkelt, men det er det ikke.

Man følger Laura i travle og hårde arbejdsdage på en afdeling med alvorligt syge børn, hvor nogen bliver raske, mens andre ikke gør det. Og måske er det derfor, og måske er der mange andre årsager til, at den kompetente og omsorgsfulde sygeplejerskes indre er kaos.

Vi kommer ind i Lauras sind og i hendes drømme, og indimellem er det så vildt at prøve at følge med i det rablende ordflåd, at man får mindelser om Knut Hamsuns ”Sult”.

Det er ikke en opløften de roman, og man står tilbage med en tristhed og en undren, mere end en afklaring.

Jeg læste den mens jeg selv var indlagt på ortopædkirurgisk afdeling og jeg kunne relatere til den patientomsorg jeg oplevede overfor mig og mine ”stuekammerater”, samtidigt med at jeg godt vidste at de havde rygende travlt bag den kompetente, professionelle og empatiske side de viste os.

Læs den ikke for at få en ”feel good”-oplevelse, læs den som en øjenåbner for hvordan vores sundhedspersonale også kan have det.

/ Elin

Da Abelone Glahn sammen med sin mand Peter Abrahamsen skal flytte fra en bolig på 600 kvm til 65 kvm, står hun overfor mange opgaver både af følelsesmæssig og praktisk art.  De fleste af os har helt sikker stået overfor lignende flytninger – måske ikke for os selv, men ifb med at et ældre familiemedlem skal flytte i en mindre bolig.

Bogen er fyldt med helt konkrete anvisninger på, hvordan man strukturerer og arrangerer dette. Hvordan sikrer man, at det vigtigste kommer med – og at alt det andet sælges, foræres væk, gives til genbrug eller køres på genbrugspladsen.

Mange af hendes overvejelser kan sagtens bruges, selv om det ikke gælder en flytning men derimod en oprydning i sin bolig. I øjeblikket kan man på flere tv stationer se udsendelser om, hvordan bolig kan strande til i rod, så alt bliver uoverskueligt. Abelone kommer med mange gode strategier.

Bogen er desuden særligt aktuel, for i den 27. oktober kommer Abelone til Løgstør Bibliotek og holder et foredrag om emnet.

/ Karin

Jeg har lyttet til bogen her - den ligger på eReolen både som lydbog og e-bog. Jeg kan varmt anbefale den; den giver en god forståelse af, hvordan vores tanker påvirker vores følelser og dermed vores oplevelser af de ting, der sker i vores liv. 

Der ligger ikke noget stort arbejde foran én for at få glæde af principperne fra bogen. Man får en opmærksomhed på, hvordan vores tanker skaber vores oplevelser, og en forståelse af, at tanker kommer og går, og at det er, som det skal være. Hvis man er træt, kan man nemt få uhjælpsomme tanker. Så kan man bare tage den lidt med ro og se, om ikke der kommer andre tanker i morgen.

/ Marie