Bibliotekarer Peter, Susanna, Iben Marie og Karin

Boganbefalinger, oktober

01.10.21
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Lad mig starte med at sige, at jeg ikke er imponeret over Lotte og Søren Hammers roman-serie om anden verdenskrig, så det var med et vist forbehold at jeg læste Snesmil. Det er jeg så utroligt glad for at jeg alligevel gjorde, hold da op en krimi, nok den bedste krimi jeg har læst i år!

Ja jeg er stadig en stor dreng, der læser alle romaner og krimier – og ser alle filmene - om anden verdenskrig, men ikke siden Philip Kerrs Berlin Noir-serie har der været noget på højde med Lotte og Sørens nye krimi. Ikke når det emnet skal været anden verdenskrig.

Selv for læsere der måske ikke normalt bliver tiltrukket af lige denne niche, vil Snesmil være en fantastisk oplevelse. Dybden i personbeskrivelserne sat i den korrekt historiske kontekst og forståelsen for, at ikke alt var sort og hvid i nazi Tyskland, det er virkeligt lykkedes for forfatterne.

Jeg var især imponeret over Johann Braunmanns (hovedpersonen) udvikling gennem bogen og beskrivelsen af, hvordan de udefrakommende omstændigheder får indflydelse på hele hans verdensopfattelse – på nær hans dedikation til sit arbejde som kriminalbetjent – hvilket måske/måske ikke er en god ting… læs bogen og find ud af det!

/ Peter

Spændt gik jeg i gang med at læse Lone Hørslevs nyeste bog, jeg har læst de fleste af hendes udgivelser, der spænder vidt fra digte, noveller til romaner.

1920`ernes København danner rammen om denne skønne og underholdende roman, hvor Lone Hørslev fortæller sin oldemors historie. Vi følger de to søstre Ellen og Dagmar, der sammen med deres familie bor i en kummerlig lejlighed i ”Pisserenden”. Lykken er gjort for de to søstre, da de får en læreplads på en af byens fine smørrebrødsrestauranter - fremtiden tegner lys, hvis ellers de kan holde hovedet koldt og benene samlede. 

Hørslev skriver så indlevende, at man næsten føler man er i selskab med de to søstre rund i København. De trange lejligheder med kållugt og fugt i opgangene, Tivoli med lys, farver og kandiserede æbler og ikke mindst 20´er fester i det mondæne Hellerup. 

En gribende og rørende kærlighedsroman om to søstres start på voksenlivet. Dejlig bog til en efterårsaften i lænestolen.

/ Susanna

Vern er den sidste drage på jorden. Han har slået sig ned i Louisianas sump, hvor han lever af vodka og ser dårlig fjernsyn det meste af dagen. Men dag opdager drengen Squib Vern, og de laver en aftale – Squib skal løbe ærinder for Vern, og Vern lader være med at smelte Squib. Det er begyndelsen på et smukt venskab - måske…

Desværre er sumpen ikke kun fyldt med alligatorer og fiskere; nej, den korrupte landbetjent Regence Hooke har store planer om at skabe et narko empire og tænker, at sumpen er den perfekte base. Det kan kun skabe problemer.

Bogen summer af sydstatsfornemmelse; beskrivelserne af sumpen, Hilly Billy/Red Neck-karaktererne og særligt i lydbogen er der blevet skruet op for alle accenterne.

Vi har faktisk en helt i Squib, en måske ikke vis, men hylemorsom læremester i dragen Vern, og en rigtig ond og ubehagelig skurk i Regence Hooke.

Der er fart over feltet og masser af action i denne sjove nærmest kriminalroman med et fantasy twist. 

/ Iben Marie
 

Når jeg skal anbefale en god bog – tjekker jeg lige om ”Fødselsdagsgaven” af Sue Monk Kidd er på hylden.

Det er fantastisk og meget gribende bog. Den foregår i Sydstaterne og handler om raceforskelle.  Da hovedpersonen Sarah er 11 år, får hun sin egen slave Hetty. Ingen af pigerne er frie. De lever under samme vilkår, at deres rettigheder  bestemmes af mænd.

At bogen tager afsæt i virkelige personer, gør den bare endnu bedre. 

/ Karin