Bibliotekarerne Susanna, Karin, Randi og Iben Marie

Boganbefalinger, oktober

01.10.20
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Elin bor med sin mand Aksel i et intellektuelt og småborgerligt kvarter i udkanten af Oslo. Elin ligger på sofaen og drikker vin, mens Aksel står på ski, og det går egentlig meget godt, indtil Elin møder ungdomskæresten Bjørn

Med bogen i hånden forventede jeg for første gang i mit liv at skulle læse en lægeroman, men det skulle jeg så ikke. Romanen er ikke en lægeroman i traditionel forstand, men en roman omhandlende en midaldrende kvindelig praktiserende læge. Om jeg blev skuffet? Nej!
Mødet med den nyskilte læge Elin er både skævt og underholdende. Efter 30 års ægteskab og et kernefamilieliv i forstæderne, er Elin endelig sluppet ud af ægteskabets lænker og nu en fri fugl. Så fri at hun ”kommer til” at tage kontakt til Bjørn, en ungdoms kæreste som nu er gift. Da Elin er hjemløs, overnatter hun på lægeklinikken og sover på den gynækologiske briks. Eneste selskab er skelettet ”Tore” som hun i hvidvinståger fører lange og sarkastiske samtaler med.
Man er i sjovt og tåkrummende  selskab med ”Elin”, ikke mindst i konsultationstiden, hvor patienterne får klart besked.

/ Susanna

En humoristisk roman om en ung kvinde, der (modvilligt) involveres i højskolelivet i Vestjylland, hvor hendes bulderbasseagtige adfærd gør det lidt svært at skabe nye relationer

Jeg har ikke den store erfaring i at læse romaner, men jeg vil dog påstå at den her er lidt sin egen. Den følger ikke en særlig fortællemodel, men er mere et indblik i et samfund og dets normer. Vi følger tilflytteren, som i sin iver for at skabe relationer fremstår spøjs og til tider tåkrummende pinlig, hvilket modtages med den vestjyske stilhed. Hovedpersonen møder også Anders Agger i sit nabolag, som hjælper hende med at forstå det vestjyske sindelag. Da jeg havde vendt den sidste side, kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan bogen her faktisk minder mig om en af Anders Aggers udsendelser. Der er ikke en særlig opbygning af historie, men i stedet små nedslag i hvordan et samfund består af et persongalleri, hvor alle har en rolle at spille. Bogen er meget let læst og kan varmt anbefales.

/ Randi

 

18-årige Nicolas Sheff lever et lykkeligt og harmonisk liv, med sin familie, men alt vendes på hovedet, da han en aften ikke kommer hjem. Det viser sig, at Nicolas har holdt et mangeårigt stofmisbrug skjult for sine nærmeste, et misbrug, der nu har ført til en afhængighed af amfetamin

Alt ånder fred i Nicolas familie, der er harmoni, økonomisk velstand og alt er som det skal være, eller næsten…
Hvornår oplever man at alting skrider? At det, man troede var harmonisk, i virkeligheden er forfærdeligt og skræmmende? Når ens barn pludselig viser sig som en stofmisbruger med alt, hvad det fører med sig. 
Vi følger en familie, som kunne være ens egen, og DET er skræmmende. Det er som om, sådan noget kun sker ved naboen.
Jeg var grebet af filmen, rystet over den og samtidig klar over, at sådan noget ikke kun sker på film, men også i virkeligheden for familier som min.

/ Karin
 

Alex elsker gyserhistorier, men da han bliver fanget af en ond heks og tvinges til at fortælle nye, uhyggelige historier for hende hver aften, bliver hans liv alligevel for uhyggeligt

Det er en spændende bog og jeg kunne ikke regne ud hvordan vores hovedperson og hans nye venner skulle slippe væk fra heksen. Fordi bogen er skrevet fra Alex’s synspunkt, og han selv skriver historier, var der også ret sjove skrivetips inkorporeret i historien.
Det er en stærk genfortolkning af både ”1001 Nats Eventyr” og ”Hans og Grete”, med et godt moderne twist.  Nattens Bøger er en stemningsfyldt og skræmmende historie, perfekt til Halloween højtlæsning. 
Som forældre skal man måske vunder om ens børn er gamle nok – bogen kan godt være uhyggelig!

/ Iben Marie

Materialer