Bibliotekarer Lisbeth (t.v.), Karin (m.) og Nicole (t.h.)

Boganbefalinger, november

01.11.22
Se hvad personalet har læst og anbefaler denne måned

Youtuberen Rasmus ”lakserytteren” Kolbe har sammen med kommunikationsekspert Maria Baagøe Bové skrevet en bog til forældre, hvor de kommer med deres bud på, hvordan forældre kan forstå deres børns fascination og brug af Youtube.
Bogen kommer ind på emner som: hvad Youtube indeholder, hvordan Youtube fungerer, hvad er en Youtuber, gode råd og redskaber til dig som forældre kan gøre for at hjælpe dit barn i dette digitale univers samt et kapitel, hvor de ser fremad i børns online universer mere bredt.

Bogen er skrevet i et letlæst sprog, hvor der også er plads til humor ind imellem. De fine tegninger er med til at gøre læseprocessen lettere. Bogens indhold bygger dels på forfatternes egne erfaringer men også undersøgelser og andet litteratur om emnet. 

Jeg har ikke selv børn i målgruppen, så er håbløst bagud på, hvad Youtube egentlig indeholder. Men det er jeg bestemt blevet meget klogere på. Selv om jeg godt kender til det med algoritmer bag sådanne sider og til det, at ”hvis det er et gratis produkt, du bruger, så er du selv produktet”, så bliver det formidlet på en fin måde uden at tale ned til en, og jeg har desuden lært noget mere om det digitale univers, mange børn er så begejstret for.
Jeg tænker, at foruden forældre kan folk, der arbejder professionelt med børn, også blive klogere på børns fascination og brug af Youtube.

Bogen er udgivet på Politikens Forlag, som udgiver rejsebogsserien ”Turen går til”. Denne bog har samme titel ”Turen går til Youtube – en guidebog til forældre” for netop at understrege, at det for mange forældre er som at besøge et nyt land. Bogen har desuden som andre rejsebøger en parlør, så forældre kan komme til at tale ”Youtubesk”. 

/ Lisbeth

Bliver man en bedre forfatter, når man har skrevet over 100 bøger? Måske – men Bent Haller har altid haft fingeren på pulsen, lige fra han udgav Katamaran og Sabotage – ungdomsbøger, der blev bandlyst på flere biblioteker.

Jeg har løbende læst flere af hans romaner for voksne. MEN den seneste er en af de allerbedste oplevelser.

Venskabet mellem den forsigtige, sky og bogligt svage dreng Jørgen fra den privilligerede sagfører familie og den i flere betydninger – slagkraftige – dreng Poul, der er et gennemgående tema. Overklasseforældrene bliver besnæret af og begejstrede for den musikalske og opvakte men underbemidlede Poul. 

Jeg læste bogen under en parasol på sommerens allervarmeste dag og kom tilbage til min barndom med sommerminder fra min mormors kolonihavehus – der er dufte, flimrende varme, svirrende insekter, skårede tallerkener og blomsterbilleder på væggen akkurat som i det sommerhus, som Jørgen arver efter SIN mormor. Et sted som resten af historien bevæger sig omkring. Jørgen lader tingene ske – også da sommerhuset bliver et kunstner kollektiv, selv søger han tilflugt i etablering af en køkkenhave. Han står på sidelinjen og er den lidt usynlige person, der bare følger med. Men til slut vender billedet - og Jørgen tager føringen med bogens tre sidste ord.

Læs endelig denne bog – og lad den evt. blive den første i Bent Hallers forfatterskab – gå derefter videre til de 99 andre. God læselyst.

/ Karin

Opvarmning til julen!

Julestress, trængsel og alarm mens Katrine prøver ivrigt at jagte den romantiske julefred. Sådan føles bogen et langt stykke hen ad vejen; hovedpersonen Katrine, der så gerne vil holde den perfekte jul, og vejen dertil er fyldt med en masse gøremål, mens hun panisk gennemgår lister, bøger og selvhjælpsbøger om alt det hun skal huske. Men med humor og tåkrummende scener, finder Katrine langsomt ud af, at julen ikke handler om hvordan pynten hænger, om maden er helt perfekt tilberedt eller om kartoflerne er fra glas - julen handler derimod om hyggen, tiden sammen og afslapningen derhjemme. Det er den klassiske julefortælling om at finde julehyggen fremfor julestressen – men er skrevet i et lidt humoristisk sprog.

Dog blev handlingen nogle gange lidt FOR hverdagsagtig og triviel - andre gange var den hjertevarm og hylende skæg (som da Katrine venter i kø på sin pakke, og hele køen vælger at bryde ud i julesang sammen). Sjove scener pryder fortællingen, som da hun desperat forsøger at følge en opskrift for æbleskiver, kun for at smide det hele ud og løbe ned i supermarkedet for at hente en pose æbleskiver. 

Fisker har skrevet en sjov og underholdende julekalender for voksne, med humor og hjertevarme, som er delt op i 24 kapitler, så man kan følge et kapitel om dagen i juletiden.

/ Nicole