Bibliotekarerne Annesophie, Jette, Elin og Iben Marie

Boganbefalinger, marts

01.03.21
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Lad mig sige det med det samme: Jeg er vild med Tine Høeg. Tour de chambre, som er hendes nyeste roman, er ingen undtagelse. Jeg tog bogen med på en forlænget weekend, og havde planlagt at læse den over nogle dage. Den viste sig dog at være en af den slags bøger, der ikke sådan lige lader læseren lægge den fra sig igen, så jeg slugte bogen på en eftermiddag. 

Tine Høeg skriver knækprosa, dvs. korte linjer med masser af luft på siderne. Det betyder, at al overflødig tekst er skåret fra. Alligevel er historien levende fortalt, og jeg levede mig fuldstændig ind i omgivelserne og menneskerne på det kollegie, der er omdrejningspunktet for historien. 

Tour de chambre er en historie om venskab og forelskelse – også om hovedpersonen Astas forelskelse i at skrive. Bogen fangede mig fra første side og den fik mig både til at grine og at knibe en tåre. 

Jeg vil anbefale den til alle, der holder af en god historie (og hvem gør ikke det?), og særligt til dem, der kan lide korte og virkelig velfortalte romaner. 

/ Annesophie

Dette er en smuk og fantastisk tegneserie/graphic novel. Den er spændende, den er sjov og har de mest fantastiske tegninger. Der er drysset masser af magi ud over tegningerne, samtidig med at der både er lyse og rolige tegninger krydret med mørke og dystre, som passer rigtig godt til fortællingen. Man sidder ude på kanten af stolen og pludselig så er bogen slut – desværre. Jeg ved at der er skrevet flere i serien og jeg venter spændt på at de næste kommer på dansk. 

Fra 10 år.

/ Jette

Jeg fortsatte med at afprøve de små korte romaner, selv om de første viste sig at være sværere at komme igennem end man sådan lige skulle tro. Med denne her gik det anderledes, i hvert fald i første halvdel af bogen. Faktisk blev jeg så opslugt af den at jeg skyndte mig at bestille en på nettet og få den sendt til min storesøster, som en lille ekstra julegave. Dels fordi den starter i ”Columbariet”, et ord jeg ikke kendte før min søster begyndte at arbejde på et kirkegårdskontor, og dels fordi der var glimt af vores samtaler i bilen, på vej til det årlige familiebesøg på en masse sjællandske kirkegårde. Glimt af samtaler der handler om liv og død, om mennesker og om alt det der måske også er mellem himmel og jord, mellem sjæleliv og jordisk eksistens.

Sådan cirka 2 tredjedele inde i bogen kommer man så med ud i en drøm, der alligevel bliver lidt for svær at kapere for mig, og jeg går lidt i stå. Drømmen, drømmene, må være en del af bearbejdelsen af sorgen og tabet, og må jo nødvendigvis opleves forskelligt fra individ til individ. Men Døden kom som en udfrielse for min læsning og jeg kunne atter relatere. Og helt hjemligt blev det med beskrivelsen af det strålende hvide dødsrige med de dæmpede blå stolehynder. Der har jeg også været, for ikke så længe siden, og jeg oplevede det nøjagtigt lige sådan og absolut modsat, på samme tid.

Denne korte roman er, som de forrige korte romaner jeg har læst og anbefalet, kompakt og fyldig. Meget kan siges med få ord, og billeder kan males med bittesmå penselstrøg og kæmpestore armbevægelser, på en og samme tid. Og så kan man bagefter bruge en masse tid til at tænke over hvad man har oplevet undervejs i læsningen.

Læs og oplev!

/ Elin
 

Der er noget dragende over bogens sprog, beskrivelser af landskab og bygninger, og det mysterium som er på Thornfield er ikke lige til at regne ud. Men det centrale tema i bogen er kærligheden mellem Jane og Rochester, en gotisk romance om to sjælevenner, og deres store følelser til hinanden.

Hvis man har brug for en klassiker med romance, mysterier og en stærk kvindelig hovedkarakter, så vil jeg varmt anbefale Jane Eyre – en bog jeg læser næsten hvert år, gerne til jul eller i vinter månederne.
Jane Eyre er også blevet lavet som film op til flere gange, hvor jeg har et blødt punkt for mini-serien fra BBC fra 2006 (det var den første jeg så). Men filmen fra 2011 er utrolig smuk i dens billeder, som har en næsten poetiske fremførelse.

/ Iben Marie