En mand der holder en åben bog foran en græsplæne

Boganbefalinger, marts

01.03.22
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Dette er en bog, hvor jeg undervejs både blev vred på hovedpersonen Johanna, så jeg fik lyst til at ruske hende til at stoppe sin selvødelæggende adfærd som en virkelig irriterende jaloux kæreste og samtidig også havde lyst til at kramme hende og trøstende fortælle, at alt nok skal gå. 

Bogens hovedperson, svenske Johanna, har ondt i maven. Hun har ikke blot én, men to slags ondt i maven. Den ene slags ondt mærker hun, da hun udvikler en helt sygelig jalousi mod Nora, som er Emils norske ekskæreste. Danske Emil er nu kæreste med Johanna. Den anden slags ondt i maven mærker Johanna, fordi hun lider af endometriose (en smertefuld lidelse, hvor livmodervævet vokser uden for livmoderen) hvilket giver Johanna dage og perioder med helt invaliderende smerter. 

Vi følger Johanna gennem en udvikling af sygelig jalousi og digital stalking af Nora. Al den jalousi giver en ikke ubetydelig del af problemer i parforholdet til Emil. Det er et rent skandinavisk drama, som mest af alt foregår indeni Johanna, hvor hendes tanker hele tiden kommer til at kredse sig om Nora. Johannas jalousi udvikler sig til en form for psykisk selvskade mens den fysiske smerte grundet endometriosen til tider slår hende helt ud.

Jeg er glad for, at jeg fik øje på denne overkommelige læseoplevelse og vil gerne anbefale den videre. 

/ Mette DJ
 

Jeg er ikke den store krimilæser – der kan gå halve år imellem, at en bog i denne genre ligger på mit natbord. Men jeg er glad for, at jeg fik fat i ”Ødemark”. Det er en vildt spændende bog – primært på det psykologiske plan. Som læser var jeg nysgerrig på, hvorfor hovedpersonen Liv bliver boende med den usympatiske far. Hvem er faren til hendes teenage søn – og hvordan skal hun komme videre med sit liv?

Det er barske miljøer, som hun færdes i – både som ung og som voksen. Jeg havde virkeligt svært ved at lægge bogen fra mig.

Bogen foregår i de svenske skove, hvor forfatteren er vokset op – senere har nu bosat sig i USA, hvor hun er blevet amerikansk gift – deraf efternavnet. Hun debuterede med bogen ”Sommermørke” i 2018 – en ok bog – men ikke nær så god som ”Ødemark”.

/ Karin
 

Det er 20 år siden, at Lisbeth, Catarina, Bjørn, Jesper, Mia og Helle sidst var samlet i gymnasiet. Nu skal der holdes klassefest, og fortiden truer. Livet gik ikke helt, som nogen af dem havde forventet, og festen tvinger dem i større eller mindre omfang til at gøre status, da de skal møde hinanden - og den, de var engang. Kan man ryste de gamle roller af sig? Første halvdel af bogen er en længere introduktion til hver enkelt af de seks, mens anden halvdel omhandler selve festen

Det er en virkelig fin historie, der kommer godt ind under huden på de seks hovedpersoner. Synsvinklerne skildrer nogle meget realistiske mennesker fulde af følelser og fejl og fortrydelse. Det er ikke nødvendigvis personer, man sympatiserer specielt meget med, men man er som nysgerrigt menneske hooked på historien.

/ Iben