Boganbefalinger, maj

De bortrejste af Claus Schjødt, 2018

Noveller, der alle handler om at være i bevægelse, fysisk eller mentalt. Om at være på vej væk eller være bortrejst. 

”De Bortrejste” er en novellesamling, jeg strøg igennem.

En historie der særligt hang ved, var ”Retræte” om forfatteren Ernst Sommer, der har taget en tre ugers ferie væk fra sin familie for at skrive på sin bog. Den måde, Schjødt får beskrevet forfatterens omstændigheder og familieliv med få virkemidler, er meget overbevisende og levende.

Titelnovellen, ”De Bortrejste”, handler om Martin Burgård, der lige er vendt tilbage på sin arbejdsplads efter at være sygmeldt med stress. Han er imidlertid blevet flyttet til en anden afdeling, hvor hans nye arbejdsopgaver mildest talt virker mystiske. Snart får han en opringning fra en bekymret borger, som mener hendes datter og svigersøn er blevet fanget i en sekt. Mere vil jeg ikke røbe. Schjødt genkender følelser og hverdagssituationer, mange kan nikke genkendende til.

Med de i alt 12 noveller rammer forfatteren nerven i at være på vej væk fra noget, både mentalt og fysisk, og hvordan det påvirker os selv og vores omgivelser. Historierne giver stof til eftertanke uden man skal lave de store hovedbrud.

/ Mette J

Grænsen af Erika Fatland, 2018

Faglitteratur 97.7 - Erika Fatland fortæller Ruslands historie ved at rejse langs grænsen i de 14 nabolande. Om de positive og negative sider ved at have Rusland som nabo - og om landskaberne, naturen, folkeslagene og de historiske baggrunde.

Jeg fik anbefalet bogen af en veninde og ville næppe have fundet den selv, selv om den ikke er så let at overse. Den er på 606 sider, og det har taget forfatteren 3 år at skrive den. Hun kommer omkring det historiske, naturen og folkeslagene, men samtidig møder men de mennesker, der bor i de respektive områder.

Fatland er rigtig god til at formidle de personlige møder. Bogen bringer minder om Hjalte Tin og Nina Rasmussens mange ekspeditioner.

/ Karin

Kan den prutte? Fup eller fakta om fis og fauna, 2018

Børnefaglitteratur 58 - Guide til over 80 forskellige dyrearters prutter. Få svar på hvorfor hyæner slår nogle af de værste stinkere i dyreriget, hvad der sker når den vestindiske manat lider af forstoppelse og om en bænkebider kan fise. 

Dette er fisende fantastisk formidling om fis og fordøjelse. Lad dig ikke narre af, at bogen står placeret under børnefaglitteratur, for den kan læses af (og underholde) alle aldre, også i samlet flok. 

Det her er ikke en bog, man behøver læse fra ende til anden, for den fungerer fint som opslagsværk, særligt om de dyr man kender eller finder interessante. Du kan finde viden om alt fra bænkebiderens timelange fisen til beskrivelser om blåhvalens eksplosive og stinkende kæmpeprutter. I bogen finder du også historien om bogens ejendommelige tilblivelse, hvor det sociale medie Twitter og forskere fra hele verden hver har en rolle.

Vidste du f.eks. at sild prutter men guldfisk ikke gør? Her i bogen kan du læse dig til, hvorfor det er sådan. Engang i koldkrigstiden, der bombede svenskerne Østersøen, fordi de mente at have hørt russiske ubåde i dybet. I virkeligheden var det stimer af sild der pruttede i vildskab, forat forvirre, ikke russiske ubåde, men deres naturlige fjender. Så meget kan sild i stimer prutte! 

/ Mette DJ

Luskefisefortællinger af Jens Blendstrup, 2014

Jens er barn med Neger Thomas, Klunke og Mumi i Århus i 1970'erne. Om sommeren ligger de rundt omkring bag hegnene og gemmer sig for ikke at blive sparket i dåsen. 

Luskefisfortællinger er historier for voksne, fortalt af et barn der er voksen. Jens Blendstrup fortæller - mere eller mindre sandfærdigt - om sin barndom i 70’erne i Aarhus. Det er nogle forfærdelige røverhistorier, som er gengivet (og læst højt) nøjagtigt som et barn ville have gjort.

Det kan virkeligt anbefales at få Luskefisfortællingerne læst højt af forfatteren selv. I lydbogsudgaven leverer Jens Blendstrup de stemmer, der uden tvivl findes i hans hoved. Det er så afgjort ikke en politisk korrekt lille bog, men den er tro mod sin tid og børnenes sprog.

Min personlige favorit er Jens’ mor, der mener at den indmurede kunst i deres nye pejs (hvem kan ikke huske disse rædsler?) ”ligner en bondemand der gør noget grimt ved en inuitkvinde”. Hvis man har læst eller set ”Gud taler ud”, vil man få et gensyn med Jens’ far, der mener det samme stykke kunst ligner ”en markedsplads i Firenze” og at ”moderen er ravende sindssyg”. Den sjovest bog jeg har læst (fået læst højt) i mange år.

/ Peter