Personalet anbefaler, juni

Boganbefalinger, juni

01.06.20
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

”Hele vejen til dig” er en kærlighedsroman og da jeg er vild med romantiske bøger (og film for den sags skyld) var jeg derfor ikke det mindste i tvivl om, at dette var en bog, jeg skulle læse – og det er jeg også meget glad for at jeg gjorde, for den har virkelig alt det en god romantisk roman skal have. Først og fremmest var jeg ret vild med persongalleriet – og dette gør sig altså gældende for både vores hovedpersoner, Liv og Jens, men også for de andre personer i bogen, vi bliver præsenteret for. Historien er skrevet, så  vi skiftevis følger Liv og Jens. Det gav en god dynamik til historien, at vi skifter mellem disse to personer, som hver især har deres egne kapitler, da jeg hele tiden var interesseret i at se hvordan det gik dem.
Det er en skøn fortælling om kærlighed, tilfældigheder og drømme, som er skrevet i et herligt og letlæseligt sprog. ”Hele vejen til dig” er humoristisk og bittersød og kaldte til tider tårerne frem. En chick lit/feel good-roman med lidt kød på – og som fans af denne genre helt sikkert vil synes om.

/ Pernille H

Denne bog er perfekt ferielæsning, hvor man kan drømme sig væk til Italiens varmere himmelstrøg og smukke landsbyer. Der kører to fortællinger, den om Sofias far og hans familie, som de ikke snakker om  og så er der hele Sofias job på hotellet casa Felice og mødet med Amy, en anden servitrice og den flotte hotelgæst Levi. Læseoplevelsen ville ikke være den samme uden begge fortællinger, som på mange måder ligeså stille fletter sig ind i hinanden. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og der er en masse små twist undervejs som gør at historien hele tiden tager små nye retninger som man ikke havde set komme. 

/ Jette
 

Jeg kastede mig over Inger Christensens samlede digte efter at have hørt nogle af digtene fra Alfabet og Sommerfugledalen læst op i en podcast. Med det samme blev jeg vild med digtenes rytme og de fantastiske billeder, som forfatteren skaber med sine ord.  
Selvom digtene er ret lette at læse, kan man gå i lang tid og spekulere over, hvad forfatteren egentlig mener. Det er den slags læseoplevelse, som bliver hængende længe efter man har lagt bogen fra sig

/ Annesophie

Jeg blev varm om hjertet af at læse bogen her. Det er historie om lidt skæve eksistenser, der bor i samme opgang. Det er en bog som nok er lille af format, men samtidig så fin og rammende, at det er en roman, jeg ikke glemmer  - og varmt  vil anbefale til andre. Bogen er placeret på ”ungdomshylden”, men bliv ikke skræmt af det.  Den er lige så fin og vedkommende som enhver voksenbog. 

/ Karin