Boganbefalinger, januar

Bogen er en god udviklingsroman om en ung, meget ung pige, Hilde,  der finder sig i for meget i sit ægteskab, vokser sig stærk, trods ægtemandens protester, naturligvis, men hendes person vil videre og udvikler sig. Som 15 årig bliver Hilde gift med omegnens læge, doktor Kragh, der allerede tidligt i ægteskabet fortæller hende, at kvinder, der er glade for sex, bliver sendt til Sprogø. Hilde forsøger at leve op til de forventninger, der er til kvinder i de tider, hun bevæger sig igennem fra efterkrigstidens patriarkat til kollektivets såkaldte frihed, til parcelhusets kernefamilie. Men hvad er en rigtig kvinde? Ofte er det jo ikke noget, der bliver talt om, så Hilde må danne sig sine egne konklusioner ud fra de mennesker, der omgiver hende. 

Det er én af de bedste bøger jeg har læst sidste sommer. Historien om Hilde og pigerne fra Sprogø går lige ind under huden. Den er skrevet i et let sprog og selvom persongalleriet er stort, kan man sagtens følge med i hvem der er hvem. Historien foregår i tiden efter 2. verdenskrig og bevæger sig frem i tiden mod kvindefrigørelsen i 60’erne og 70’erne. Bogen er på 509 sider, men føles aldrig lang.

/ Pernille H

Nogle steder kan man se for sig. Pigen Pearl er 14 år og bor med sin mor i en trailerpark i Florida. De bor i  en gammel bil. Planen var blot at blive et par overnatninger, men det ene år har taget det andet.
Der er varmt – der stinker –parken grænser op til en losseplads. Der er intet positivt i omgivelserne – men forholdet mellem mor og datter er varmt og stærkt.

Pearl kommer igennem den mest tragiske hændelse, da hendes mor bliver skudt. Der er mange våben i bogen – og de fører kun ulykke med sig. Som læser undrer man sig over våbenloven i USA –  samtidig med at man fanges af den gribende beskrivelse af Pearls omskiftelige liv. 

Bogen viser en side af USA – langt væk den traditionelle beskrivelserne af ”mulighedernes land”. Det er en smuk og rørende bog, og den får min største anbefaling.

/ Karin

Når man som jeg ikke er en specielt højlitterær bibliotekar, med en forholdsvis travl fritid, kan man godt falde lidt for de tynde romaner og tænke at den er sikkert hurtigt læst. Jeg må efterhånden sande at man ikke skal skue hunden på hårene og at de små hunde kan være mere krævende end de store.

Således også med ”Paradis først”! En lille sag på 170 sider, men dog slet ikke så let at rumme. Den forvirrede mig længe med sine pludselige spring i tid og perspektiv. Fra den ene sætning til den anden kunne den skifte i nutid og datid, og fra jeg til hun. Hvilken hun, og hvor, og hvornår er vi nu? Man skulle holde tungen lige i munden, samtidigt med at samtlige min barn- og ungdoms dansklærere sad 
i baghovedet og forlangte konsistens, man kan ikke sådan springe i tid!

Først på side 158 gik det op for mig at den er skrevet ”indefra” en bevidsthed. At det jo er lige præcis sådan vores tanker er, - jeg sidder og taler med dig, lytter til dine ord, og tænker på os, dengang, - samtidigt! At jeg ikke opgav læsningen skyldes tre ting: dels udfordringen i at forstå den, dels nysgerrigheden efter at vide hvad der sker/hvad der skete og endelig fordi man fanges ind af de billeder hun tegner med sine ord.

En anbefaling, der også er en udfordring.

/ Elin

Går tingene for stærkt? Det evige pres til at udvikle sig? Og hvis er skylden, hvis man ikke kan følge med? En selv?

Måske er kuren mod denne udviklingstrang disse tre filosofiske bøger om at stå fast, finde sine ståsteder og øve sig at gå glip i en verden, hvor alt skriger på opmærksomhed.

Jeg havde brug for en pause fra hele denne verdens skrigeri – særligt med en global pandemi hængende over hovedet, og fandt mange spændende og bekræftende tanker i Brinkmanns triologi.

Jeg har aldrig læst meget filosofi, men kunne nemt følge hans sprog, som er et højt niveau, men alligevel læseligt.

Så hvis man har brug for en anti-selvhjælpsbog, vil jeg anbefale Brinkmanns bøger.

/ Iben Marie