En åben bog og en kop kaffe, en kvindes arm i turkis strik

Boganbefalinger, januar

03.01.22
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Du kender Tycho, men har du hørt om Sophie?
Du kender Niels Bohr, men har du hørt om Inge Lehmann?
Du kender Holger Drachmann, men har du hørt om Erna Juel-Hansen?

Hvis dit svar er ”nej” er du ikke den eneste! Der er så mange kvinder, der burde have stået lige så stærkt i historiebøgerne som deres brødre, fædre, ægtemænd og (mandlige) fagfæller og konkurrenter, men som er blevet forbigået i stilhed af historiens vingesus.

Det har historiker Gry Jexen nu heldigvis gjort noget ved og har skrevet denne fine gennemgang af 50 kvinder fra Danmarkshistorien, som var forsvundet mere eller mindre i glemslens tåger. Der er selvfølgeligt også kendte navne imellem, Birgitte Gøye, Anna Ancher og Margit Brandt til eksempel, men her får vi lidt mere at vide om baggrunden for at de ikke er forsvundet helt fra vores fælles hukommelse. De helt store, som Karen Blixen og Margrethe d. 1., er ikke med, men det ville også nærmest have været historieforfalskning, hvis de var blevet ”glemt”.

Man kan vælge at læse bogen fra ende til anden, eller man kan bladre lidt frem og tilbage og læse de afsnit der lige først fanger ens interesse. Det er ikke fyldige biografier, men forholdsvist korte beskrivelser, der fremhæver hovedpunkterne i hver enkelt kvindes liv og levned, og de enkelte afsnit er delt op efter temaer, som har været ”overskriften” over deres liv: Uddannelse, Arbejde, Ægteskab og parforhold, mm. Er der en man bliver mere nysgerrig på  inspireres man jo til at se om man kan finde mere info om hende. Prøv biblioteket!

/ Elin
 

For 5 år siden blev det meste af Blackwood familien forgiftet, og nu er der kun døtrene Constance og  Merricat og onkel Julian tilbage, der bor i det store hus uden for byen. Merricat elsker deres uforstyrrede liv, hvor det bare er de tre - Indtil deres fætter Charles dukker op, og truer med at ødelægge deres skrøbelige liv.

Shirley Jackson var ubehaget og det usagtes mesterinde! Fordi man følger Merricat, giver alle hendes sære og skræmmende ideer, handlinger og tanker mening, men man sidder tilbage som læser med ubehaget helt inde på kroppen. Handlingen kommer hele tiden med nye twist og kulminerer, når det usagte endelig bliver sagt.

Jeg var lamslået over at læse bogen; jeg havde lyst til at stoppe op til flere gange, men kunne ikke lægge den fra mig. Læs den!

/ Iben Marie

Dette er én af mange bøger der sætter fokus på tiden under corona, og her fortæller ledende overlæge Ulf med ansvaret for Akutafdelingen på Horsens Sygehus.⁠ Bogen skildrer pandemiens indtag i Danmark i foråret 2020, og hvordan de på sygehuset skulle forsøge at forberede sig og efterfølgende håndtere de mange udfordringer, samtidig med at de stort set vidste lige så lidt om Covid-19 som alle os andre på daværende tidspunkt.⁠

Men bogen er meget mere end bare coronavirus og sikkerhedsforanstaltninger, den kigger også på Ulf som privatperson og familiefar, samt hans tidligere 17 år som læge og hans mange oplevelser i faget lige fra røverhistorier fra landsbylægetjansen på en vestnorsk klippeø, hovedløse omveje gennem Europa og de lange, nervøse nætter som famlende forvagt på landets skadestuer.⁠ Det er storhedsvanvid og angst rullet sammen i en flosset kugle. Det er en selvransagende og ærlig fortælling om hvad der driver et menneske til at bruge sit liv på at redde andres - og med hvilke omkostninger for både ham og familien.⁠

Spændende biografi om et stadigt (desværre) aktuelt emne.⁠

/ Iben