En åben bog og silhuetten af en person med en kop i baggrunden

Boganbefalinger, februar

01.02.22
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Der er mange ting at hold styr på i Baggers første krimi, den springer en del frem og tilbage både i tiden og mellem personerne i bogen. Det sagt så er det en virkeligt spændende og velskrevet krimi, hovedpersonerne er på hver deres måde sympatiske og interessante. Jeg kommer fra Silkeborg og har brugt en god del af min ungdom i Aarhus, så det var beskrivelsen fra bogens omslag om ”Den Permanente” - og så hopper jeg altid med på vognen, når der står noget om nazister. 

Det viser sig at badeanstalten ikke rigtigt har nogen betydning, men hold da op hvor bliver man ”vist rundt” i Aarhus. Så er man fra området eller kender man byen, vil det være et herligt gensyn (om end i nogle rammer jeg aldrig har set Aarhus i). Kender man ikke byen, så er det en fin ”turen går til”, der sker i hvert fald mere i bogen end der gør i byen. Så er der det med nazismen, det vil jeg ikke afsløre mere om end, at det er knuden der binder plottet sammen.

/ Peter

Når nu man ikke kan rejse helt på samme vis som før marts 2020, så kan man jo rejse i fantasien, og ved hjælp af bøgerne.

Med en drøm i den mentale rygsæk om at køre turen fra Prudhoe Bay i Alaska til Ushuaia i Argentina (Panamerican Highway) ganske kort tid efter at den 67. fødselsdag er fejret, så vakte titlen ”På afrikanske omveje”omgående min interesse, da jeg spottede den på hylden. Afrika er ellers ikke det første sted jeg drømmer om at besøge, men en hvilken som helst lang køretur, i en bil, der er pakket med det man nu kan have brug for til sin rejse, det er spændende at læse om. Og den skuffede ikke. Lagt ned af en forkølelse, men i bedring, slugte jeg den på en dag. Jeg rejste ned gennem Europa, mødte sure campingpladsejere i Østrig, fik højdesyge i Etiopiens bjerge og tog bad med en kobra i Botswana (i øvrigt en af grundene til at Afrika ikke er øverst på min liste). Og udover at se  oplevelserne med Ida’s øjne, får vi også del i hendes tanker og følelser, og kan sætte os ind i dilemmaet med ”dem og os”, når man som hvide turister bydes velkommen både med smil og varme, men også med stenkast og tiggeri. Bogen hænger ved længe efter, både med forøget trang til at komme ud og opleve verden, på pionerfacon med eget køretøj, og med tanker om hvordan vi mennesker er i forhold til hinanden og den klode vi bebor.

Dagbogsformen mindede mig om en anden bog, som ramte mig så meget at jeg blev nødt til at eje den, og som vi desværre ikke selv har i Vesthimmerland, men som kan bestilles gennem bibliotek.dk: Kari Tokvam ”Ud!”, som beskriver en rejse til det svensk/norske vildmarksområde Finnskogen, med cykel, telt og rygsæk, ene kvinde! Engang, skal jeg også afsted på den måde, på egen hånd, og med det mest primitive udstyr til overlevelse, måske ikke i tre måneder, men 3 uger kan sikkert også noget! Engang! 

Og endelig bliver jeg nødt til at nævne Mette Arleths ”Hverdagseventyr”, dk=79.69, for selv om vi ikke rigtigt kan rejse langt væk pt. kan vi jo sagtens komme på eventyr, en enkelt nat i ny og næ, og stadig møde på job næste morgen, også uden at man skal nøjes med at læse sig til det. Denne sidstnævnte udmærker sig ved også at give en masse tips og tricks til hvad og hvordan man bør pakke til turen.

/ Elin

En gruppe af fire fremmede mødes i det uhyggelige Hill House, for at undersøge overnaturlige fænomener. En af dem er Eleanor, en genert kvinde der har brugt det mest af sit voksne liv på at passe en sygelig mor. Alle oplever de mystiske ting i huset – men det er som om Huset særligt er ude efter en enkle person – Eleanor.

Shirley Jackson har en nærmest drømme-agtig måde at skrive på. Meget står mellem linjerne, og den måde hun kan skifte fra fredeligt til voldeligt, er skræmmende og ubehagelig. Man bliver suget ind i en verden af uhygge, både det overnaturlige, men også den stemning der er mellem karaktererne i bogen. En perfekt bog til en mørk aften!

/ Iben Marie

De Afghanske sønner af Elin Persson er gribende svensk roman på kun 183 sider. ⁠ Den handler om Rebecka, der får job på et asylcenter for uledsagede flygtningebørn, og her oplever hun den skæve virkelighed, som beboerne udsættes for. Det er et job med mange regler og retningslinjer; alt skal dokumenteres, og det står tydeligt for læseren at menneskeligheden forsøges at fjernes fra ligningen - men de ansatte har med børn og unge mennesker at gøre, og mens nogle skaber problemer og laver uro, så har andre bare brug for en krammer. Men det må man naturligvis ikke give dem.⁠

Rebecka arbejder nært med de tre afghanske drenge Ahmed, Hamid og Zaher, og gennem hende får læseren en skildring af tre meget forskellige skæbner med både lykke og sorg.⁠ Det er mit indtryk at Persson forsøger at holde sig udenfor den hidsige politiske mudderpøl, der er flygtningeområdet og i stedet skildrer de tre drenge på godt og ondt med kulturforskelle, integrationsforsøg og panden mod muren problemer, så læseren må undersøge sine egne holdninger og fordomme og sætte sig lidt i deres sko. Hvilke konklusioner man så drager derfra er op til den enkelte.⁠

/ Iben