Boganbefalinger december

Boganbefalinger, december

03.12.18
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned.

 

Alt eller intet af Simona Ahrnstedt, 2018
Alt eller intet af Simona Ahrnstedt, 2018

Lexia arbejder i reklamebranchen og er konstant omgivet af tynde og perfekte kvinder. Hun føler sig ikke smuk og tynd nok. Og hun tør slet ikke tro på, at den lækre Adam også mærker en stærk tiltrækning.

Vi følger Lexia, som er tekstforfatter på et lille reklamebureau. Hun kæmper med sit selvværd, for hun er ikke fint uddannet, men har uddannet sig på aftenskole og hun er også lidt for tyk og er blevet mobbet gennem hele sin skoletid. Vi møder Lexia første gang, da hun sidder i en bar og har drukket sig fuld i lyserøde drinks. Hun letter sit hjerte til en tilfældig mand, Adam, der sætter sig hos hende og gerne lægger ører til. Lexia fortæller bla. at reklamebureauet er blevet solgt og hun skal have ny chef, hvilket hun ikke er begejstret for, da hun har hørt at det er en arrogant svensker fra England. Det viser sig, at den nye chef tilfældigvis er Adam. Han til gengæld er bekymret for at skulle være chef for et lille og ukendt reklamebureau, hvor hans opgave er at få optimeret driften eller lukke det. Lexia og Adam forelsker sig i hinanden. Det er ikke godt, for koncernen godkender ikke romancer mellem medarbejdere indbyrdes. Lexia står i et dilemma – skal hun følge sit hjerte og danne par med Adam eller skal hun følge arbejdspladsens bestemmelser og kun have et professionelt forhold til ham. I persongalleriet optræder også Adams smukke og slanke ekskæreste, Lexias roommate og lesbisk veninde, Lexias mor der er gift for 5. gang og Adams specielle chef. 
Du skal læse romanen, hvis du er til romantik og grin, men også til alvor og dilemmaer.

/ Pernille H

 

Rosie Hopkins' søde jul af Jenny Colgan, 2018

Rosie Hopkins er lykkelig i idylliske Lipton. Slikbutikken går godt og julen nærmer sig, men der er drama på vej til den lille by. Hvordan skal det gå med slikbutikken, hvis byens skole lukker?

En gammeldags slikbutik, en hyggelig lille engelsk by, sne i store mængder, kærlighed og den søde, charmerende og altomfavnende hovedperson Rosie. Det bliver næsten ikke mere idyllisk og julet. Og så alligevel. For landsbyen rammes af en katastrofe, hele Rosies familie flyver ind fra Australien og der opstår knuder i kærligheden. Har du allerede læst ”Rosies søde drømme”, så får du her et herligt gensyn med landsbyen Lipton og alle dens beboere. Men fortvivl ej - bogen kan sagtens læses uden kendskab til den forrige bog. Så har du en forkærlighed for romantiske historier, kommer du til at knuselske denne søde og charmerende bog– uanset om du læser den før eller efter jul.

/ Mette N

 

Stoner af John Williams, 2014
Stoner af John Williams, 2014

Husmandssønnen William Stoner fra Missouri, USA, bliver i 1910 sendt på landbrugsskole, men vælger litteraturens verden, bliver universitetslærer og vender ikke senere tilbage til forældrenes gård.

For mig har Stoner klart været sommerens største læseoplevelse. Fortællingen handler om den unge amerikaner Stoner og hans møde med universitetet, den efterfølgende forelskelse i litteratur, et mislykket ægteskab, et fremmedgjort forhold til datteren og rivaliseringen med en kollega. 
Historien handler om en almindelig mand med et almindeligt liv, men er fortalt med stor intensitet i hver sætning. For selvom Stoner er en helt almindelig mand, rummer han – og historien – alle de store menneskelige følelser.
Netop kombinationen af den almindelige historie og de store følelser gør bogen til en læseoplevelse ud over det sædvanlige og den kan varmt anbefales.

/ Annesophie

 

Det smelter af Lize Spit, 2018
Det smelter af Lize Spit, 2018

En ung kvinde fra en dysfunktionel familie kæmper for at lægge barndommens dystre oplevelser bag sig. For at komme videre med sit liv, tager hun til en genforeningsfest og står ansigt til ansigt med fortiden.

Lize Spits debutroman er på én gang en fantastisk og ganske skræmmende bog. 
Handlingen udspiller sig i en lille landsby i Flandern, hvor der i året 1988, kun bliver født tre børn : Pim, Laurens og Eva, der er romanens fortæller.  De tre børn bliver hurtigt en uadskillelig klike, men i sommeren 2002 bliver alting anderledes. Puberteten nærmer sig og venskabet ændrer karakter, Eva skubbes langsomt ud af fællesskabet. Hun degraderes nu til drengenes sekretær, og bliver på den måde medskyldig i en brutal og grænseoverskridende gåde-leg, der går fuldstændig over gevind, og får vidtrækkende konsekvenser for dem alle tre.
Det er hjerteskærende at læse om Eva, en pige der prøver at gøre alle tilpas. Både de lettere alkoholiserede forældre, den psykisk syge lillesøster og ikke mindst drengevennerne.
Romanen er både bevægende og fængslende, og man er simpelthen nødt til at læse videre for at løse bogens gåde. Langsomt løftes sløret for flere og flere detaljer, for til sidst at få alle brikker på plads. 
Gådens løsning, som ikke røbes her, glemmer man aldrig.

/ Susanna