Bibliotekarer Mette, Elin, Pernille H og Karin

Boganbefalinger, december

01.12.20
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Kun for folk med sans for humor, da den indeholder skeptisk men umådelig morsom undren over tilværelsen. Jeg oplevede at grine højt utalligt mange gange og blev nødt til at læse højt for min egen familie, så de kunne få lov at grine med og vi sammen kunne grine af både bog og egne erindringer, særligt om særligt ”trusler” fra søskende og hvordan en hund, udover at være ens bedste ven, også kan være anledning til dybe tanker og mange grin. 

Det er en gribende og ustyrlig sjov læsning om dagligdagen i familien i et lægehjem, bogstavelig talt lige midt i en galeansatalt. Midt i al den ustyrlige galskab viser det sig, at fortiden kan være endnu mere uoverskuelig end fremtiden.

Bogen findes desuden på e-reolen, både som e-bog og lydbog.

/ Mette DJ

Nadezjda og hendes storesøster Vera er ikke på talefod, men da deres 84-årige far falder for en 36-årig ukrainsk blondine med gevaldige bryster og insisterer på at gifte sig, må de samarbejde for at afværge katastrofen. Valentina - som underet hedder - er parat til hvad som helst for at få opholdstilladelse i England sammen med sin søn, der skal have mulighed for en god uddannelse. Forfatteren har samme baggrund som fortælleren Nadezjda og får i denne glimrede og rørende bog både fortalt en humoristisk historie om ild i gamle huse og Nadezjdas forældres historie i Ukraine under stalinismen og 2. verdenskrigs rædsler. Begge dele fortælles afdæmpet og underfundigt. Titlen henviser til faderens store projekt - ved siden af Valentinas bryster - og bogen rummer bagest en pæn kilde- og linksamling til traktorens historie. Det er faktisk svært at se, hvem denne bog ikke vil kunne glæde med sin charmerende blanding af lys humor og bagvedliggende alvor

Jeg hørte bogen fra e-reolen under den Corona nedlukning: Det er en sød og sjov historie – den har en meget underfundig humor – og en sjov tilgang til konstellationen ældre mænd og blonde kvinder med store bryster. Jeg forestiller mig, at der i rigtigt mange tilfælde vil blive set skævt til den golddigger, der slår kløerne i den gamle enkemand. De 2 søstre sætter sig ud over deres interne uoverensstemmelser for at få deres far ud af forholdet, hvor hans pension kontinuerligt og gradvis overføres til Ukraine.
Hør bogen på ereolen, hvor Randi Winther læser historien højt – det er en rigtig god oplevelse :)

/ Karin

Jeg skulle have en bog med på weekendtur til Norge, så jeg havde noget at læse på færgen. Den her var tilpas tynd til ikke at fylde meget i motorcykeltasken og så handlede den jo lidt om mig?!
Weekendturen blev meget kort, idet jeg væltede da jeg kørte fra færgen og måtte hjem dagen efter med et ben i gips. Heldigvis havde jeg jo bogen at læse i ombord.

Den handlede faktisk overhovedet ikke om mig, og lige så lille og let den var af udseende, lige så svær var den at læse. Perspektivet springer fra titelpersonen Elin, og til den unge forfatterspire Ellen.
Den handler om dem og om deres skæbnefælleskab, på mange måder modsætninger, men begge med traumer i bagagen fra deres opvækst. Jeg føler at fortællingen springer så meget i sted, tid og perspektiv
at det er et billede på det rod, der er inde i deres hoveder. Jeg har læst den, men jeg har den ikke på plads, og bliver nok nødt til at læse den igen… senere!

Speciel og udfordrende, men dog anbefalelsesværdig læseoplevelse.

/ Elin

Bogen er en god udviklingsroman om en ung, meget ung pige, Hilde, der finder sig i for meget i sit ægteskab, vokser sig stærk, trods ægtemandens protester, naturligvis, men hendes person vil videre og udvikler sig. Som 15 årig bliver Hilde gift med omegnens læge, doktor Kragh, der allerede tidligt i ægteskabet fortæller hende, at kvinder, der er glade for sex, bliver sendt til Sprogø. Hilde forsøger at leve op til de forventninger, der er til kvinder i de tider, hun bevæger sig igennem fra efterkrigstidens patriarkat til kollektivets såkaldte frihed, til parcelhusets kernefamilie. Men hvad er en rigtig kvinde? Ofte er det jo ikke noget, der bliver talt om, så Hilde må danne sig sine egne konklusioner ud fra de mennesker, der omgiver hende.

Det er én af de bedste bøger jeg har læst denne sommer. Historien om Hilde og pigerne fra Sprogø går lige ind under huden. Den er skrevet i et let sprog og selvom persongalleriet er stort, kan man sagtens følge med i hvem der er hvem. Historien foregår i tiden efter 2. verdenskrig og bevæger sig frem i tiden mod kvindefrigørelsen i 60’erne og 70’erne. Bogen er på 509 sider, men føles aldrig lang.

/ Pernille H