Personal anbefaler, august

Boganbefalinger, august

03.08.20
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned

Det er længe siden jeg har læst en bog så hurtigt – det må da være et godt tegn :) Det er en vildt spændende bog, hvor man bare vender den ene side efter den anden for at finde ud af hvorfor Alicia ikke længere taler og hvad, der rent faktisk skete den aften, hvor hendes mand blev skudt, og hun senere blev dømt for mordet. Jeg troede flere gange at nu havde jeg regnet det ud, men nej det havde jeg slet ikke. Det er en god thriller, hvor man når bogen slutter sidder og tænker – det var ikke sådan, jeg troede slutningen ville være. Den kan varmt anbefales. 

/ Jette

 

Jeg kan ikke strikke! Det har jeg tit sagt, men ved hjælp af Helle Schjønnings bog kan jeg nu sige, at jeg kan strikke alt fra bamser, uanset om det er en kanin, ræv, kylling, gris, og til huer, sjal, grydelapper, klude og meget mere.

I bogen lærer du som nybegynder hvordan du slår masker op og strikker en simpel firkant. Bogen indeholder farve fotografier af alle opskrifter og trin-for-trin vejledninger. Instruktionerne er meget enkle og lette at forstå for en strikkenovice som mig. 

Bagerst i bogen er der ”strikkeskole” hvor du kan få eller genopfriske helt basal strikkeviden. Når du kan strikke en firkant, så kan du strikke de næsten 100 opskrifter du finder i denne bog. 

God fornøjelse med strikketøjet.

/ Mette DJ
 

Det er en spændende bog, hvor man som læser kommer om bag bogen Doktor Zjivago af Pasternak. Denne blev skrevet i 50’erne og blev ikke udgivet i Sovjetunionen - den blev blacklistet af styret.

I bogen følger man 3 kvinder; Olga kommer i arbejdslejr i Sibirien på grund af hendes venskab med Pasternak, Irina er maskinskriverske i CIA, men hendes job viser sig at rumme mere end blot at skrive på maskine. Hun lever et dobbeltliv. Samt Sally, der er en kvinde omgivet af stor mystik – hun kommer til at spille en væsentlig rolle i Irinas liv.

Jeg blev grebet af bogen. Den beskriver en tid, som er fjern for os. At bøger kan være farlige og blacklistede sker sjældent i dag – i al fald hører vi om de færreste. Bogen gav mig lyst til at læse ”Doktor Zjivago” – en klassiker som jeg aldrig er nået til. Bogen havde faktisk en kultstatus i min familie – den stod i ”tranebogs” udgaven på reolen og tema’et til filmen var i single samlingen.

Bogen kræver, at man holder tungen lige i munden, da fortælleren skifter blandt de 3 hovedpersoner samt i tid. Men der er en fin kapitel oversigt – samt en overskrift på hvert kapitel, der giver et praj om, hvem der fortæller kapitlet.
’”Alt hvad vi var” pirrer nysgerrigheden – og det er ikke så dårligt endda.

/ Karin

 

Paolo Giordano er italiensk forfatter og fysiker og var én af dem, der var hurtigt ude. Vi kan uden tvivl forvente et hav af corona-præget litteratur i de kommende måneder/ år (personligt ser jeg frem til corona romancerne ;)

"I smittens tid: Vidnesbyrd fra pandemiens frontlinje" er en ultrakort essay samling, der sætter ord og tanker på Giordanos liv og isolation i de spæde corona-dage i Italien i februar/marts. Giordano mixer på rigtig fin vis hans personlige tanker og bekymringer med statistisk og videnskab, og der er nogle virkelig fine skildringer af hvordan menneskets natur slås mod at acceptere de hindringer en global pandemi trækker ned over vores hverdag. Han beskriver hvordan vi er én organisme og hvordan fællesskabet er stærkt - men hvordan vi samtidig også er egoister.

Der, hvor jeg synes bogen ... manglede noget, var det faktum at den jo kun lige skraber i overfladen. Han kan jo naturligvis ikke give os en "og de levede lykkeligt til deres dages ende" for vi står jo stadig midt i pandemien, men fra han har skrevet sidste ord til den er udkommet og senere hen oversat til dansk og så til nu - der er bare sket så meget mere, i både god og dårlig retning. - Men jeg kan selvfølgelig ikke klandre Giordano for ikke at kunne spå (og han formår faktisk alligevel at forudse nogle af de kontroverser, der har været overalt grundet menneskets natur), men hans statistik og tal er jo i dag på nogle områder forældet.

Det, bogen dog for alvor kan og gør, det er at sætte ord på en skelsættende og mærkelig tid, og jeg tænker at den - i kombination med flere senere værker - vil være en grundsten i at forstå hvordan og hvorfor verden lukkede ned i 2020.

/ Iben