Personalet anbefaler, april

Boganbefalinger, april

31.03.20
Se hvad personalet har læst og anbefaler i denne måned - eReolen special!

Hvor er det dejligt, når en forfatter kan få en helstøbt roman ned på 200 sider. Der er en tendens til, at skønlitterære romaner bliver tykkere og tykkere – det borger ikke altid for kvaliteten.
Jeg blev fanget af Eva’s historie – der var noget meget genkendeligt i den. Sorgen over at have mistet far og mor – og stå med en oprydning for et helt liv. Pludselig kommer de helt personlige historier frem – små erindringer, der er helt unikke for det enkelte barn.  Afskeden er også i det, der venter. Hvordan er det at stå overfor at ens børn flytter hjemmefra.
Jeg kom til flere erkendelser undervejs.

/ Karin
 

 

⁠Skjult identitet af Lee Child er tredje bog om Jack Reacher og er originalt fra 1999. I den arbejder Reacher med at grave huller til svømmebassiner og være dørmand i Florida, da han kontaktes af en privatdetektiv, der har ledt længe efter ham. Samtidig i New York er den mystiske Hook Hobie i gang med at smadre en forretningsmands virksomhed og liv. Ad omveje viser det sig at disse to historier hænger sammen.

Hvor jeg i de to tidligere Reacher bøger (altså bog 1 og 2) synes han var meget langt væk fra den Reacher jeg kender (og elsker) i bog 17 og frem, så er han ved at være der i bog 3. Der var en rigtig spændende historie omend det stadig for mig føles underligt at læse om USA inden World Trade Center tragedien. Flysikkerheden er en joke og Hobies kontorer ligger øverst i det ene af tvillingetårnene.

/ Iben

 

 

Denne bog tager mange store emner op. Bogen skildrer det at være anderledes, at være homoseksuel,  have hemmeligheder, venskaber og meget meget mere. Bogen har det hele og når man så smider en god krimihistorie oveni det hele, så er man bare underholdt fra side 1. Hovedpersonerne tager lige så stille form for øjnene af en mens man læser. Der kommer hele tiden nye lag på som gør, at man ser mere og mere af hvem de er og hvilke hemmeligheder og store tanker, de går og slås med. Jeg havde en stærk mistanke om hvem det var, der var årsag til at Naomi forsvandt, men det ødelagde på ingen måde oplevelsen. God fornøjelse. 

/ Jette

 

 

Med John Hart’s ”Forlad os vor skyld” har man en thriller med psykologiske portrætter, levende figurer, en rolig, gedigen fortælling og et levende sprog. Persongalleriet er stort, men ikke uoverskueligt, der er mange spor, men samtlige figurer er levende og realistiske. I bogen følger vi Elizabeth som er kriminalassistent. Hun er vokset op i præstegården, hvor hendes præste-far har gjort sit bedste, for at lære hende om Gud og livet. Men Elizabeth har trukket sig fra forældrene i ungdommen, da hun efter en voldtægt og pga. forældrenes manglende forståelse, forsøger at begå selvmord. Det er betjenten Adrian, der redder Elizabeths liv og som senere inspirerer Elizabeth til at gå ind i politiet. Da vi første gang møder Adrian Wall er han lige blevet løsladt efter tretten år i fængsel. Udenfor venter sønnen af den kvinde, Adrian blev dømt for at have myrdet. Drengen Gideon viser sig dog at være Adrians mindste problem. For umiddelbart efter hans løsladelse bliver endnu en kvinde fundet død under lignende omstændigheder og i den samme forladte kirke, hvor man i sin tid fandt liget af Gideons mor. Elizabeth er på dette tidspunkt suspenderet som betjent, efter på egen hånd at have befriet en ung pige fra den bygning, hvor hun i nogle døgn har været holdt fanget. De to mænd, der har forbrudt sig mod pigen, er døde – blevet tortureret og skudt. Men der er ting i Elizabeths fremstilling af forløbet, som får hendes overordnede i politiet til at indlede en undersøgelse af sagen. 
Det var først i sidste trediedel af bogen, at jeg regnede ud, hvordan det hele hang samme, men det blev handlingen ikke mindre spændende af. Jeg kan anbefale bogen, hvis du er til psykologiske thrillere og bøger der ikke er del af en serie.

/ Pernille H

 

Kommissær Helen Grace er en af de mest forskruede hovedpersoner jeg har oplevet, men det er helt ok, for det er morderen hun jager i Okker gokker også. Det er en af den slags krimier, hvor man ikke skal gå for meget op i autenticitet - hvor man får action, spænding og et voldsomt psykologisk plot i stedet. Af en eller anden grund minder Helen Grace mig om Harry Hole fra krimierne af Nesbø, selvom hun på mange måder er mere ude på et skråplan, end Harry nogensinde har været. Bogen er virkeligt ren underholdning fra enden til anden - og det bedste er, at det kun er første bind af en serie. Jeg er allerede gået igang med to'eren, Bro Bro Brille, der allerede har vist sig at være ligeså "slem". 

/Peter