""

Solsikkesnoren

20.02.23
Nu kan alle, der lever med usynlige handicap, hente en såkaldt Solsikkesnor på Vesthimmerlands Biblioteker og få hjælp til at blive synlige.

Kender du den grønne Solsikkesnor med de gule blomster? Snoren signalerer, at bæreren lever med et usynligt handicap og ønsker at synliggøre, at vedkommende kan have brug for hjælp.

På Vesthimmerlands Biblioteker er det nu muligt at hente en Solsikkesnor. Man skal blot henvende sig til bibliotekaren, som udleverer snoren gratis og uden at stille spørgsmål. 

”Biblioteket skal være for alle, så derfor giver det rigtig god mening, at vi nu udleverer Solsikkesnoren” fortæller Finn Christiansen, der er chef for Vesthimmerlands Biblioteker. 

Foruden at udlevere Solsikkesnoren er personalet på Vesthimmerlands Biblioteker også opmærksomme på, om bibliotekets besøgende bærer en Solsikkesnor og derfor har brug for ekstra hjælp eller hensyn.

Solsikkesnoren er et internationalt symbol på usynlige handicaps. Mennesker med usynlige handicaps og skjulte diagnoser kan ved at bære snoren på en diskret måde signalere, at de kan have brug for ekstra forståelse, tålmodighed, hjælp og støtte fra deres medmennesker.

Med initiativet håber Vesthimmerlands Biblioteker på at være med til at udbrede kendskabet til Solsikkesnoren og de usynlige handicaps samt sikre den gode oplevelse, lige tilgængelighed og inklusion i Vesthimmerland.